Lene Kaaberbøl (født 24. marts 1960 på Rigshospitalet i København) er en dansk forfatter, bl.a. af en del fantasybøger for unge og flere voksenkrimier. Kaaberbøl fik udgivet sine første bøger allerede som femtenårig. Kaaberbøl gik på Aarhus Katedralskole, hvor hun blev færdig i 1978, hvorefter hun læste en Cand.mag. i engelsk og dramaturgi fra Aarhus Universitet. Inspireret af Tolkiens Ringenes Herre og Ursula K. Le Guin's trilogi om Jordhavet foregår mange af Lene Kaaberbøls bøger i middelalderlige universer. Kaaberbøl er medejer af forlaget Phabel. Hendes bog Skammerens datter, der er den første i serien kaldet Skammerens børn, blev filmatiseret i 2015, og den næste film, Slangens gave udkom i 2019. Hendes serie Vildheks er ligeledes blevet filmatiseret, hvilket skete i 2018. Kaaberbøl har modtaget en lang række litteraturpriser.